CHIRON RETROGRAD - TID TIL AT HELE VORES SÅR, OMKRING RETTEN TIL AT VÆRE DEM VI ER

 

Så er vi oppe på 5 planeter og 1 asteroide retrograd og i morgen er endnu en asteroide, en af de rigtige vigtige, med om bord på retrograd båden.

Det vil overordnet sige, at energien lige nu trækker os virkelig meget indad (medmindre du som jeg har virkelig meget retrograd i dit fødselshoroskop), og tilbage henover gamle temaer. Nye mennesker, rejser, oplevelser kan trigge gamle følelser, minder og oplevelser.

Og de sværere af slagsen kommer op til overfladen nu, fordi de er klar til at blive helet. Så når dit lille indre sårede barn står og banker på døren, er du så klar til at lukke op og lytte og føle frem for at handle?

Eller skubber du det væk, som så mange gange før, gør dig stærk, kæmper, holder ud, tilpasser dig, eller bliver vred og gør andre til idioter?

Chiron er vores sår, vores smerte, og når han går retrograd, så er det for at give os muligheden for at hele det sår. Hvis vi har haft en bevidsthed om såret, er helingen ofte noget der giver sig selv, men mange af os, har skubbet det væk. Og så er retrograden her for, at minde os om det, så vi kan gøre noget ved det. I stedet for at såre andre med det. I stedet for at det æder os op indefra og bliver til sygdom i stedet.

Chiron i Vædderen, er her for at minde os om, at mange af os går rundt med et sår, der helt basalt handler om, om vi må være her som dem vi er.

 

Med den krop vi har, eller får gennem årene, det køn, den etnicitet, den seksualitet eller den identitet, vi har. Må vores behov gerne blive mødt, selvom vi er ekstra følsomme, ikke passer ind i en foruddefineret kasse, må vi gerne drive virksomhed som det føles rigtigt for os, blive elsket som vi er, eller skal vi lave os om, for at blive accepteret. Tilpasse os ud af frygt. Indtil vi selv tror på fortællingen om, at det ”kan man ikke” og ”du kan ikke få det hele”.

 

Køber vi stadig ind på fortællingen om, at livet er/skal være en kamp, at der er begrænsede ressourcer, at der er en vinder og en taber, og vi konkurrerer med andre om opmærksomheden på jobbet, i kærlighedslivet osv. Tror vi stadig på krig og konflikt er svaret, eller er vi så meget ovre i den anden grøft at vi helt har undertrykt naturlig vrede.

 

Er vi blevet så trætte af, ikke at føle os accepteret, at vi er gået vores egen vej, har separeret os fra andre, i en single kultur, hvor vi ikke har brug for hinanden, hvor andres behov ikke rager os, fordi vi skal give det hele til os selv? Og hvis ikke som single så i kerne familien. Hvor vi tror det hele kan foregå i et lukket kredsløb, hvor vi kræver af hinanden, at vi skal opfylde alle hinandens behov.

 

Måske er vi bare blevet magelige. For magelige og for trygge til at opsøge det nye, tage en risiko, ikke gøre alt sammen med dem, vi plejer at gøre tingene med.

Har vi glemt at lege, være nysgerrige, at livet ikke er noget man kan planlægge sig ud af, men skal opleves og leves. At det er sårbart, intenst, smertefuldt. At vi alle er her af en årsag, for at gøre noget helt bestemt, og sammenligning er helt unødvendig.

 

For hvem ville vi være, hvis alt det vi ejede blev taget fra os. Hvis vi ikke havde vores job og titler længere. Hvis de mennesker vi forventer at læne os op ad, ikke var der længere. Hvis vi slog hovedet og ikke kunne bruge det længere, eller pludselig skulle sidde i kørestol. Eller mindre dramatisk, hvis vi ikke havde så mange regler for eller overbevisninger om, hvad livet skal indeholde, og hvad man kan og ikke kan.

 Hvilken værdi har vi så? Hvem er vi så. Vi er jo stadig os. Dig, mig. Og vi ville stadig have ret til at være her, som dem, vi så var.

 Så Chiron retrograden, er en tid til at evaluere om vi skal have skruet op eller ned for vores ego – altså den del der forbinder sig til den du er, dine behov, dine grænser, dine unikke kvaliteter. Måske blive lidt mere ligeglade med, hvad andre tænker, og/eller begynde at se andre som andet end konkurrenter, eller nogen der kan tage noget fra dig.  

Hvor er det, at sårede følelser, stolthed, behovet for at fremstå som stærke, uafhængige og handlekraftige, eller vinderen/den der har ret, har sat en kæp i hjulet for vores egen videre udvikling. Har vi behov for at se os selv og vores følelser lidt mere objektivt, og måske grine lidt af os selv? Turde være lidt mere modige og ikke tage vores egen eventuelle fejl eller mislykkede forsøg så alvorligt, og gå lidt mere Pippi Langstrømpe agtigt til livet.

Er vi der, hvor vi ikke længere kan grine, men har fået muret os selv inde bag en væg, hvor vi ikke aner, hvordan vi skal få åbnet døren igen, fordi det føles for sårbart at åbne op til de følelser, at fortælle hvad grunden egentlig er til, at vi bliver vrede eller ikke gider lege mere. Så har vi måske også ramt et breaking point nu, hvor vi er nødt til at åbne op for noget. Vi kan have kæmpet og kæmpet mod indre dæmoner, som det nu er tid til at lukke ud, så vi kan stå ved vores sårbarhed.

Måske er vi i den situation, at vi har tilladt grænseløsheden i vores liv, og ikke har lært at tilkendegive vores behov, så det nu er tid til at finde ego’et frem. Sætte grænser, udtrykke vores behov, vores vrede og vores individualitet. Vi er bare mennesker. Og det er nok.

Chiron er retrograd helt indtil 13. december 2019, og går tilbage henover perioden fra 16. marts og til nu. Den vil særligt være forbundet til det vi tænker (er vi konstant på vagt, føler os angrebet, ser alle samtaler som kamp eller trussel - eller omvendt får vi aldrig sagt til og fra) til vores indre autoritet ift. de følelser vi har, og til de områder, hvor vi har stukket hovedet i busken og spiritual bypasset lidt på netop temaer omkring grænser og vrede.

Du kan høre meget mere om, Chiron myten og hvad Chiron symboliserer i min video her

 https://astroswan.dk/playshops/playshopchironaries