FULDMÅNEN I VANDBÆREREN – nye perspektiver.

Uhh, denne her er en af de svære for mig kan jeg mærke. Den rammer åbenbart noget i mig, der virkelig havde behov for at vågne. Der på den ene side er så fint og på den anden side er en sorgfuld konstatering.

 

Min krop mærker også rigtig meget til fuldmånen. Min hoste (ja tak til at slippe blokeringerne omkring at tage livet ind), er blevet så slem, at jeg godt kan glemme alt om at lave en live video om Uranus i Tyren pt., og min mave og mit solar plexus arbejder på højtryk.

 

Det er umuligt for mig ikke at få øje på den ubalance der er i mit liv, og hvor der skal korrigeres.

 

Fuldmånen falder på en 6’er dag (Venus energi) , i den 22 grad. Månens tal, 2 tallet, gentaget 2 gange. Sensitivitet, følsomhed, intuition, blødhed, kærlighed er alle i fokus, men måske allermest overfor os selv. At vide, at selv de mest vidtløftige drømme kan blive en realitet. Men også at vide, at når vi starter ud på rejsen så gør vi det håbefuldt og måske lidt naivt, og det ikke er en skam at gøre status nogle år senere, og erkende, at vi i vores ønske om at se muligheder, potentialet og det bedste i andre eller i en situation, måske ikke helt fik fat i detaljerne og erkendt realiteten. At vi alle kan være lidt naive når vi starter ud på vores rejser, om det så er parforhold, spiritualitet/selvindsigt, et arbejde, at blive forældre etc., og det er ok. Ligesom det er ok at blive klogere undervejs, uden skam, uden fortrydelse.

 

Denne her fuldmåne trækker tråde tilbage til måneformørkelsen i juli 2017 i Vandbæreren, hvor måneknuderne også stod i Løven/Vandbæreren. Måske er det en konstatering af, hvor langt vi er er kommet siden da. Men måske samtidig også en konstatering af, hvor noget i balancen mellem ego (grænser og krop) og sjæl (visioner,planer og potentiale) et eller andet sted i vores liv alligevel ikke helt var som det skulle være, og hvor vi nu (selv)kærligt kan justere. Hos mig har det været en erkendelse af, hvor denne her spirituelle rejse, også kan svinge ud af balance, fordi man glemmer eller bypasser sig ud af, at man også er menneske i en krop med alt det, som det indebærer.

 

Universet arbejder i en cyklus, og for at vi netop hele tiden kan bevæge os fremad, får vi tit muligheden for at gå lidt tilbage (bl.a. i en retrograd periode) og hente ind på de løse ender, så vi kan fortsætte endnu stærkere fremadrettet. Det er sådan denne her retrograd periode har føltes. Hvert fald for mig. For at det kan blive klarere hvad det er solformørkelsen bragte med sig af nye begyndelser og hvad den afslutter. For noget må altid destrueres og bringes til sin totale afslutning, for at noget andet kan vokse sig frem.

 

Og da Merkur i dag går ud af sin skyggezone, og endelig er færdig med retrograden, så lander de sidste indsigter måske i dag. Hvordan er det med den balance mellem ego og sjæl, mellem handling og lidt mere tålmodig distance, Mellem os selv og gruppen. Mellem at yde noget til the greater good, og kun tænke på os selv. Hvad skal slippes for at de intentioner vi satte ved nymånen kan blive opfyldt.

 

Merkur er samtidig også at betragte som ”the lower mind”, mens Uranus, fuldmånens regent er ”the higher mind”, og vi bliver mindet om, hvor vi måske har svævet lidt for meget rundt oppe mellem skyerne og idealerne, eller hvor vi kun kan tage alting meget personligt og se det hele i 1-1 perspektiv. Og ikke mindst kommer vi fra et perspektiv af frygt, når vi taler, tænker og tager handing, eller fra et perspektiv af kærlighed.

 

 

Temaet omkring destruktion/skabelse, død/genfødsel forstærkes kun af, at Venus der med sit møde med Solen nu er helt usynlig. Ifølge myten er hun i underverdenen, 3 dage, hvor hun blot hænger, lidt lige som tarot kortet ”the hanged man”, og venter på forandringen.

 

Og forandringen er der nok af. Med en fuldmåne i Vandbæreren, regent af Uranus, kan vi slet ikke komme uden om forandringens vinde der blæser. Noget skal forandre sig, for at vi kan hele nogle af vores dybeste hjertesår, sår vedrørende vores elskelighed, skønhed, værdi, evne til at tiltrække, og frygten for at miste på de områder. Solen hersker over solar plexus, og den viser os så tydeligt, hvor vi har behov for mere solar plexus energi. Hvor skal finde mere selvtillid frem, mere styrke, mere power, mere livskraft. Men måske også hvor der er nogle grænser der skal opløses. Hvor vi faktisk har sat mure op for os selv i forhold til evnen til at modtage, og haft lidt for firkantede grænser. Måske kan det næsten føles som en kamp mellem det vi virkelig sukker efter og føler vi har følelsesmæssigt behov for (månen) og så vores ego, værdighed (solen).

 

Det er outsider energien der ruskes i. Månen i Vandbæreren står der helt alene overfor Solen, Merkur, Mars, Venus og Juno alle i Løven. Hvordan kan vi tage plads rundt om bordet i den sammenhæng som vi ønsker, som dem vi er, uden at pakke noget af os selv væk, for at indgå i fællesskabet. Hvordan kan vi opløse den frygt for sårbarhed, den frygt for at miste gruppen eller blive afvist af/føle os forkerte i gruppen, som ofte gør vi ender med at bygge mure rundt om os selv. Hvordan kan vi begynde at leve det liv, vi ønsker os, frem for kun at observere, planlægge og analysere det. Hvordan kan vi slippe noget ego, erkende vi tog fejl, skifte mening uden at skamme os, for at få opfyldt det, vi egentlig har så meget behov for, i stedet for at være så mega stædige.

 

Det er faktisk en ”skjult” comfort zone. Det her med at være i hovedet hele tiden og forsøge at tænke os til, rationalisere os til, hvordan vi skal leve livet. Hvad næste træk skal være. Om vi skal skrive den sms, søge det job, vælge den uddannelse, om det vil bringe noget godt med sig osv. osv. For hele tiden at forsøge at kontrollere os ud af fejl og fiaskoer. Frem for bare at kaste os ud i det og have tillid til at vi bliver guidet, også når vi bliver guidet væk fra det vi i sin tid troede vi skulle.

Ende med at distancere os så meget for nogen/noget vi egentlig har behov for, frem for at erkende vi tog fejl, eller har skiftet mening, og tage ansvar for den beslutning.

 

Tør vi sige højt, hvad det egentlig er vi går og sukker efter og drømmer om, frem for at isolere det, distancere os fra det, og gøre det til (eller os selv til ) vores indre eneboer og enspænder, fordi det føles for sårbar, for blødt for sensitivt. Tør vi åbne op og inviterer det indenfor igen, erkende vi har skiftet mening, taget fejl, uden skyld og skam og har bypasset sandheden, og har fastholdt os selv i en gammel overbevisning med logiske/rationelle (eller spirituelle) forklaringer.  

Tør vi være mennesker. Hele mennesker. Med en krop, med en sjæl/hjerte og et sind der alle er i balance og arbejder sammen. Der fejler, kommer på afveje, fucker op, går ”omveje” tvivler, men uanset hvad LEVER og tager ansvaret for at skabe det liv, vi ønsker.

Har du brug for et nyt perspektiv, så det her et godt sted at starte.