FULDMÅNE I VÆDDEREN

I nat kl. 04.54 var der fuldmåne i Vædderen. En af de fuldmåner der kan mærkes. En fuldmåne der er fuld af drive, passion og maskulin energi.

 En form for halvårs status på det astrologiske år der er gået, da det startede med nymånen i Vædderen den 14. april (og ikke i marts som jeg fik sagt i går)

 En nymåne der har handlede rigtig meget om, at få lidt mere Vædder ind i vores følelsesmæssig tilgang til verden. Finde modet, kampgejsten, initiativet, selvtilliden, instinktet og nysgerrigheden frem og turde gå ind på nyt og ukendt territorie. Inden i os selv og ude i verden. Mere Pippi Langstrømpe, der ikke lader sig vælte af pinden af en fiasko, da hun ser fiaskoen som slet ikke at have forsøgt. Mere indre empowerment og følelsen af større styrke, evnen til at vælge os selv og ikke mindst tilkendegive vores behov og vores grænser.

Fuldmånen er en kulmination på den rejse. Og en kulmination på den foregående nymåne i Jomfruen. Hvordan er det lykkedes os at gå med alt det nye siden april 2017. Har vi kunne holde fast og gå nye vej, være modige, vælge os selv, og større indre styrke?

Eller har gamle tankesæt, overlevelses-og forsvarsmekanismer, utålmodighed eller irritationen over ikke at kunne få andre til at gøre, som vi ønsker, fået overtaget? Har overbevisninger om, at vi skal kæmpe og knokle og konflikte her i verden, for at få det vi ønsker os, holdt os fast, og gjort at vi tror mere på pisk end på gulerod. Har vrede der egentlig dækker over sårethed holdt os fast. Eller har vi lagt så meget afstand til vreden, til alt det der handler om at skubbe verden lidt fra os og turde gøre oprør (måske fordi vi har oplevet det som farligt), at vi nu sidder fast og måske lidt i en offer rolle.

Så er det det tid til at netop at anvende Jomfruens evner til at finde ud af, hvad der tjener os og hvad der ikke tjener os vedrørende overbevisninger, tanker, situationer og relationer. Skal vi vælge os selv lidt mere. Er det tid til at blive lidt mere vred? Eller er det bare tid til at gå sin egen vej og tænke situationen helt på ny. Eller er det måske tid til at få øjnene op for sine egne forsvarsmekanismer og erkende, at det ikke altid virker at give andre skylden, eller hele tiden at flygte fra noget, i stedet for at blive og tage ansvar for de svære følelser der dukke op.

Fuldmånen falder mellem den første og anden grad af Vædderen og det er derfor på alle måder en nymåne i en meget ny og uerfaren Vædders tegn. Derfor kan det virkelig føles som en meget ny begyndelse, hvor vi ikke er sikre på, at vi gør det rigtige, men må gå med instinktet.  

Det kan både provokere stor barnlighed, egocentrering og vrede  Fuldmånen kaster måske lys på der hvor vi er sårede. Hvor vi føler vi ikke kan kæmpe mere. Og ikke gider kæmpe mere, og lege seje og stærke. Måske også hvor vores overbevisninger og tanker dræner os og sårer os mere end gavner og glæder os. Der får os til at føle os alene. Og hvor vores indre kriger er blevet en indre oversergent type, der hele tiden beder os om at tage os mere sammen, føle mindre, være mere modne, gøre det bedre, ikke pive så meget, tage mere ansvar, få nogle hår på brystet og en mave af stål osv. I så fald vil advokaten i mig anbefale, at den oversergent bortvises med øjeblikkeligt varsel, og udskiftes med en del mere opbakkende og optimistisk ledertype, der ikke kræver, at du skal kæmpe og knokle dig til det hele, og som giver plads til at du er dig. Også selvom du synes dine reaktioner er barnlige.

Måske kaster fuldmånen samtidig lys på, at vi alle sammen kæmper vores egne kampe. Og at ingens liv er perfekte, selvom vi gerne vil have det til at se sådan ud.

Vi skal ikke fixes eller gå rundt med en følelse af at være forkerte, som vi er. Også selvom gruppen kan give os den følelse. I så fald er vi nødt til at finde en ny gruppe, en gruppe det får vores indre heppekor til at vokse frem for den indre oversergent.

Følelsen af at være separat fra gruppen, at være en ensom lille celle som ikke er som resten af cellerne, kan være noget af det mest smertefulde der findes. Men omvendt nytter det ikke noget at klynge sig til andre celler, der får os til at føle os forkerte og ikke gode nok. Så er vi nok nødt til at bryde ud. Gå alene, søge mod det ukendte og stole på, at vi nok skal finde andre, som vi ligner.

Også selvom adskillelse er svær. Men det er det der ligger i Vædderen, det aller første tegn. Separationen. Der både er fyldt med smerte men også med eventyr, og som grundlæggende er helt fundamental for vores rejse som mennesker på jorden. Separationen fra lyset og det guddommelige, da vi bliver sendt herned første gang. Separationen fra vores mor. For vi har hver vores separate fysiske krop. Og er hver vores person. Også selvom vi alle er forbundet.

Selvfølgelig vil det være fantastisk, hvis vi kunne starte alt det nye, mens vi blev i gamle mønstre, relationer m.v. og bevare harmonien og balancen inden i os eller mellem os, men nogle gange skal vi forlade mønstre, overbevisninger eller relationer, der ikke er i alignment med os længere og tippe balancen helt for at kunne finde den på ny. Et bedre sted. Noget må afsluttes, for at noget andet kan begyndes. Måske relationerne finder os senere igen, måske ikke. Det vigtigste er nok bare, at vi følger det, som vi mærker er fyldt med den gode energi, frem for at være i noget der dræner og ikke føles rart (for nogen).

For ved denne fuldmåne er det vores måne der rammes, dvs. vores følelser, intuition, forbindelsen til vores mor (eller vores rolle som mor) og det feminine. Enten noget der heler eller noget der trigger os, eller både og. En følelse af at stå på en bro mellem fortid og fremtid, og mærke at vi er nødt til at finde en kæmpe stor indre autoritet i dem vi er (men måske først mærke følelsen af slet ikke at være gode nok) for at kunne træde ind i det nye.

Du må gerne vælge dig selv. Og passe på dig selv. Du skal ikke altid vælge de andre eller vælge harmonien og forståelsen og empatien overfor andre, hvis du ikke har den i forhold til dig selv endnu. Du må gerne opfylde dine behov, før du opfylder andres. Også selvom det giver en enorm skyld.... Og ofte er du faktisk nødt til at gøre det. Fordi du ellers ender i en lang bebrejdelse af andre, vrede, projektioner, eller behov for at give andre skylden for noget, når det som det måske egentlig handler om er, at du svigtede dit ansvar overfor dig selv, og dine grænser.

 Hvis du er hurtig kan du stadig nå med i aften kl. 19.00 i min Chiron facebook live. Hvor jeg bl.a. vil gå i dybden omkring det ikke at kunne bevæge sig ud af offerrollen, temaet omkring skyld og smerten ved at miste forbindelsen til andre. Linket finder du her.