MERKUR GÅR IND I VÆDDEREN – KOMMUNIKATION FRA SOLAR PLEXUS

Efter knap 3 uger med Merkur i Fisken, hvor kommunikationen har været mere intuitiv, flydende, og fuld af følelser men måske også uklar, tvetydig eller ganske enkelt bestående er tavshed, er Merkur i dag gået ind i Vædderen. 🔥

Merkur repræsenterer derved de første skridt ind i det nye, selvom vi stadig er ved at runde det gamle af, da Merkur herved starter sin nye årscyklus for 2018. Men, for der er desværre et men, det er kun en delvis start, for lige om hjørnet venter en Merkur retrograd i Vædderen. Merkur går ind i sin skyggezone den 9. marts og går retrograd fra den 22. marts til den 15. april og ender derved med at stå i Vædderen helt indtil den 13. maj. Der er altså en del vi skal erfare os og reflektere over vedrørende Vædderen i denne periode. Ikke mindst - tror jeg - fordi perioden falder sammen med Chirons bevægelse fra Fisken og ind i Vædderen. 🌊🔥

Det giver i og for sig rigtig god mening. 2017 havde en rigtig stærk Vædder energi. Der skete en masse og vi skulle vækkes. Så det er vel på en måde passende, at 2017’s astrologiske år, også slutter med denne energi. Samtidig så er Merkur pt. virkelig langt fremme i forhold til de andre planeter. Særlig i forhold til Mars som stadig er i Skytten altså hele 3 tegn bagud. Der er ingen regler om, at de personlige planeter skal følge hinanden, men da Venus rent faktisk er lige i hælene på Merkur og går ind i Vædderen i morgen, så er der pt. ret stor forskel på hvor Venus (det feminine) befinder sig og hvor Mars (det maskuline) er. Inden i os og i vores relationer. Og Merkur er aller længst fremme. Dvs. vores tanker og idéer er foran alt andet pt. Og retrograden skal måske til for at harmonisere det, vi tænker, med det vi ønsker os, og den måde vi har tænkt os at opnå det på, da det hele ellers godt kan komme til at stikke i lidt for mange retning.

Fisken er det sidste tegn og Vædderen er det første tegn i dyrekredsen. Vi bevæger os derfor fra ”vi” og noget yin til ”jeg” og noget yang. Samtidig med at der altså stadig står 5 planeter i Fisken (4 i morgen). Så jeg tror ikke vi skal frygte. at det hele bliver masser af ego lige til at starte med. Tværtimod tror jeg, at fuldmånen og trippel konjunktionen forleden måske netop gjorde os opmærksom på, hvad der sker, hvis vi ender i lidt for meget fiske-energi. Uden grænser, uden en stærk indre kerne. Og her kommer Vædderen som kaldet, da Fiske-energien kun kan få sit rette udtryk, hvis vi står stærkt i vores power. Men det bliver alligevel interessant at se, hvordan al den vilje har det med at indrette sig efter accept, flow og overgivelse.

Med Vædderen i Merkur bliver vores kommunikation mere yang præget, fuld af energi, tempo grænsende til impulsiv, vi tør sige vores mening og der bliver ikke lagt fingre imellem eller sagt noget/fortiet noget for at please. Det handler om personlig kommunikation, dvs. hvad du mener og synes – ikke hvad de andre synes, og Vædderen kan på den måde godt være egenrådig og elsker en god diskussion, som den helst vil vinde.

Dvs. al vores kommunikation den næste måneds tid kan blive påvirket af denne energi. Anvend Vædderens energi til at tage nogle chancer i din kommunikation, dine rejser eller i transport, som du ikke har gjort før. Giv plads til impulsiviteten, passionen og ærligheden. Sig JA! Smid manuskriptet væk og tøv ikke med at sige sandheden. Med Vædderen er der slet ikke tid til at tøve eller føre folk bag lyset. At få budskabet frem er langt vigtigere for Vædderen, end hvordan ordene falder.

Derfor er Merkur i Vædderen også helt perfekt, hvis du har haft en skriveblokering, eller manglet ideer. Merkur i Vædderen kan levere inspirationen i form af passion og helt uspolerede og upolerede og ikke mindst spontane koncepter og ideer. Hvis du har behov for at sige fra eller har brug for at råbe nogen op/få fortalt noget du har gået med længe, er dette også en rigtig god indflydelse. Det vigtigste med Merkur i Vædderen er nemlig, at du bliver hørt, ikke nødvendigvis, hvordan budskabet bliver afleveret.

Hvis du omvendt står i en situation, hvor du skal mægle eller indgå kompromiser, skal du måske i højere grad end ellers veje dine ord på en guldvægt. Vædderen vil give dig initiativet til at få afleveret dit syn på sagen – det vil formentlig ikke være så elegant, men budskabet vil gå igennem. Dog skal du måske være lidt varsom med at bruge dine ord som våben – da det hurtigt kan give bagslag. Hvis du er i tvivl så spørg. Og tjek dine fakta. Og hvis du stadig er i tvivl, så slå plat og krone – med Merkur i Vædderen skal vi helst bevæge os fremad hele tiden, da det det vil hjælpe til at generere yderligere idéer og hjælpe os over forhindringer. Hurtige beslutninger og improvisering er den bedste vej frem med Merkur i Vædderen.

Skyggesiden af Vædderen er dog netop også utålmodighed, og vilje. Vædderen kan blive så fokuseret på sit ego, at alt bliver ”mig mod de andre”. Vædderen kan derfor også blive ganske vred, hvis nogen forsøger at ændre eller bremse dens planer, da den bare helst vil bestemme og gøre det på sin måde. En meget positiv energi, hvis vi har hængt fast i pleaser energien, hvis ikke – not so much.💛

Retrograd energien kommer derfor helt sikkert også til at handle om, hvordan vi bruger styrken og magten af vores ord. Om vi står stærkt nok i vores indre personlige power og ejer vores sårbarhed som en styrke, når vi kommunikerer og dermed ikke er bange for konfrontationer og diskussioner, eller om vi har så travlt med at dække over indre sårbarhed, at vi har behov for at dominere, bruge ord som våben, blive vrede over ikke at få vores vilje og i det hele taget opfører os ubetænksomt og ufølsomt. Og en hel masse andet – som jeg nok skal skrive meget mere om, når vi nærmer os Merkur retrograd. 

Så hvis I har samtaler, hvor det er nødvendigt at veje sine ord på en guldvægt og være diplomatisk, så er sådan noget som en blå blondeagat eller andre lyseblå krystaller ret gode at bruge.