Merkur i løven

MERKUR I LØVEN – TÆNKER DU, DU ER NOGET HELT SÆRLIGT?

Det er lidt en sætning man ikke må sige højt i Danmark. Det her med at føle sig særlig, unik fantastisk. Hvad nu hvis vi ændrede syn på det. Vi droppede lige den del med at dømme andre, så vi ikke er bedre end andre, men tillod os selv at føle os fuldstændigt fantastiske og unikke alle sammen. Ligesom babyen der kommer på besøg, som alle kigger på. Hvis alle gik rundt og tænkte sådan, så er ingen jo bedre end andre, men det gør en KÆMPE forskel, at vi føler os som dronninger og konger i vores liv. Den slags der har et kæmpe hjerte, og tør dele ud af det.

I dag går Merkur ind i Løven, så vi kan sagtens finde mere royal energi frem i måden vi tænker om os selv på, og mere legesyge frem i vores kommunikation, mere stolthed. Hvis du ikke allerede nu tænker du er noget helt særligt, var det måske på tide?

Og ikke mindst, at du er her for at bringe noget helt særligt ind i verden og give til os andre. Bare ved at være dig.

Måske du tør vise dig lidt mere frem, brøle lidt højere, eller være lidt mere modige og tage lidt flere chancer ift. romantik, kreativitet og børn.

Men det kan også være, særligt med Solen i Krebsen (fordi Løvens regerende planet er Solen), at vi skal finde noget ydmyghed og sårbarhed frem. Hvis vi netop har troet, vi var bedre end andre, har forsøgt at dominere andre, har været for stolte til at vise vi også bare er mennesker, opfører os som den store dovne hanløve på savannen, eller har travlt med hele tiden at søge ydre anerkendelse, fordi vi ikke kan give den til os selv.

At Solen står i Krebsen spiller en stor rolle. Vi kan godt være mere nærtagende, end vi plejer både i forhold til os selv og/eller omkring vores børn/kreativitet.

Merkur går retrograd i Løven allerede den 7. juli, for at svinge tilbage en tur i Krebsen, inden den går tilbage ind i Løven, så der er tid nok at lære det hele i. Og der er helt sikkert noget, vi skal lære endnu mere om i forhold til vores tanker/overbevisning og kommunikation og Løven i vores horoskop, når retrograden foregår i Løven.

En lidt mindre velkendt egenskab ved Løven, er at den symboliserer integration. Solen skinner på alt, så har vi integreret alle sider af os selv. Både de lyse og vores indre kældermenneske. Det feminine og det maskuline. Det vi har projiceret over i andre, og sagt vi ikke selv indeholder?

Løven er så også et af de faste tegn, og dermed stædig, så tidspunktet er måske ikke det bedste for kompromiser, men måske er der behov for at være lidt mere fast omkring noget? Du er jo nødt til at stå frem, hvis der er behov for at tiltrække mere opmærksomhed om noget, eller dig selv. 🌟

Det her er en fantastisk periode at bruge tiden på at undersøge, hvad der gør dig unik, hvad der giver dig selvtillid, glæde og giver dig følelsen af at livet er en leg, og en du selv har fundet på? Det kan også være det med anerkendelse kommer i spil. Får du nok anerkendelse for din indsats eller anerkender du dig selv og dine egne ønsker og drømme nok?  

Vores kærlighedssprog kan netop være knyttet til ord og anerkendelse, særligt når Juno også står her (det kan du læse mere om patreon). Så kan du være den slags konge/dronning der løfter andre op med anerkendende ord, hepper og ser, hvordan det, at du stråler og giver dig selv anerkendelse, kan få andre til at stråle.

 

Merkur i Løven, handler om at få vores ego identitet til at stråle. Det kan godt være vi alle er et, men vi er kommet hertil som unikke individer i separate kroppe med et ego af en årsag. Og hvis vi føler os usynlige, ikke set, ikke anerkendt, så er der to muligheder. At sige det højt. At vores behov også skal ses. Uanset om det måtte være barnligt eller for meget. Vi behøver jo ikke kræve det af andre. Vi kan jo bare sige højt, hvordan vi har det. Og ikke mindst selv at sende 1000 procent anerkendelse til os selv for dem vi er, og de unikke kvaliteter vi har.

Så skru op for din indre superstar, leg med det, tag ikke dig selv for seriøst i det, og åbn dit hjerte og din kommunikation til at give andre følelsen af, at de også er helt fantastiske præcis, fordi de er dem.  Måske der netop er noget at hente i relation til børn. Dine eller andres. Både i form af det legende, men også for at se, hvordan vi anerkender deres unikke kvaliteter (forhåbentligt) og derfor også bør anerkende vores egne.

Merkurs første aspekt er netop til Ceres retrograd i Skytten, Ceres der handler om omsorg (du kan læse mere om Ceres her). Måske selvomsorg? Mere leg, sjov og glæde og dovenskab? Eller følelsen af at have fyldt sin indre kop nok op, at der nu kan flyde noget over til andre? Uanset bliver det helt sikkert temaet for Merkurs tur gennem Løven og dermed også for en del af retrograden, når vi kommer dertil.