MERKUR RETROGRAD I SKYTTEN

INGEN GRUND TIL PANIK.

Yep det er den tid på året igen. Merkur gik retrograd i Skytten i nat. Og allerede i dag og måske også i går, vil I formentlig kunne have mærke effekten. Hvis I ikke allerede har mærket den i skyggeperioden, der startede for nogle uger siden.  

Togdrift der er forsinket, pakker der ikke er kommet frem, mails der bliver sendt til den forkerte, internet der går ned, biler, opvaskemaskiner, computere der bryder sammen og så selvfølgelig alle misforståelserne.  

Merkur laver ballade for lige at minde os om, at sætte tempoet ned, og ikke være så hurtige eller have for stram en kalender, at ingen er perfekte og ikke mindst for at få os til at tune ind på flowet. Den vil have os til at gå mere indad og reflektere end at handle og få en masse fra hånden.

ER DET FARLIGT?

nej det er ikke farligt! Og du må gerne starte nye ting, hvis du ikke kan lade være. Du må gerne date, indgå nye aftaler, købe elektronik osv., du skal bare vide, at hvis du handler impulsivt (impulskøb), lidt utålmodigt, presser noget igennem (alle de deadlines inden jul) og det føles forceret, så er der en mulighed for, at det du starter ikke falder helt ud, som du ønskede dig, og ofte kan blive en del dyrere, besværligere osv. end du regnede med. Men hvis drømmehuset står der, så go for it, hvis det føles rigtigt. Har aldrig troet på, at beslutninger truffet ud af frygt (heller ikke for Merkur retrograd) er de bedste – og hvis det ikke går som man regnede med, er man en erfaring rigere. Og det er vel ikke så skidt endda. Vi kan ikke kontrollere og planlægge det hele, heller ikke selvom vi kender til astrologi, og det er måske en af budskaberne fra Merkur retrograd.

Men derfor kan det være meget rart at vide, så man måske lige får set sig for i forhold til de dyrest købte erfaringer.

HVAD MED TRANSPORT?

Ofte er der en eller anden omlægning af trafikken, en køreledning der falder ned, eller sne (der hvert år) kommer bag på DSB. Så tag afsted i god tid, dobbelt tjek køreplanen (igen hav styr på detaljerne og ikke kun optimismen) og tag resten som en oplevelse. Skytten vedrører langdistance rejserne (til andre lande), så det kan særligt være her det giver problemer.

OG ALT DET ANDET?

Det der kan dukke op og drille, er misforståelser og forvirring, hvis vi er for ufokuserede, multitasker eller går ud fra at andre tænker som os, og derfor ikke er så præcise i vores bekrivelser. Hvis vi kun fokuserer på visionen, langtidsplanlægningen og det store billede, og glemmer detaljerne. Eller hvis vi bliver for utålmodige og rykker andre.

Og ikke mindst kan vi blive uvenner, hvis vi hurtigt dømmer andre og deres holdninger og griber til hurtige konklusioner om hinanden frem for at være nysgerrige og stille spørgsmål, og åbne for at andre kan have en anden sandhed end vores, og vi ikke altid ved bedst. 

Omvendt er vi selv nødt til at holde os til sandheden og ærligheden og ikke mindst moralen og etikken, for hvis vi går og putter med noget, kommer det nok til at gå helt galt under retrograden. Og igen hvis vi har behov for at levere en sandhed eller to om andre, så skal vi huske at gøre det med empati.

TID TIL AT VENDE BLIKKET INDAD

Retrograden giver tid til at vende blikket indad. Den seneste Venus retrograd, har helt sikkert vist os en masse om os selv og andre, og selvom det hele måske lige nu står lidt uskarpt, og Merkurs første aspekt er til Neptun (der også står retrograd), planeten for illusioner, så er det tid til at gå henover det vi har sagt, tænkt, og de overbevisninger om os selv og andre vi går og gemmer på, som måske trænger til udskiftning.

 Måske opdager du de aller sidste knaster for du kan børste hænderne og råbe ”FÆRDIG” til verden efter alt hvad 2018 har budt på. At der måske stadig sidder lidt mentalt spindelvæv der forhindrer dig i at få et klarere blik på dig selv og andre, og se hvad sandheden egentlig er og om du kan lære noget nyt i den sammenhæng.

 Uanset hvad, skal retrograden nok hjælpe dig med mere klarhed på den indre bane

Så ingen panik.