NEPTUN DIREKTE - HAR DU FÅET ØJE PÅ NEPTUNS SKYGGER?

Neptun går direkte i dag. Når Neptun går direkte så tæt på en fuldmåne, der handler om tanker, kommunikation og overbevisninger, efter et år, hvor Jupiter stod i Skorpionen, hvor vi har skulle lære om skyggerne og alt det knap så pæne, så er der ingen tvivl i mig, om, hvad det er Neptun retrograd har forsøgt at vise os. Faktisk så buldrer det helt vildt i mig lige nu.

Vi skal helt overordnet gøre op med, hvad der er illusion og hvad der er sandheden. Og det er er som om, der hele tiden vise sig at være et lag mere i den fortælling, hvilket kan gøre en fuldstændig rundtosset. For vi er helt sovset ind i en masse lag, som vi først skal vaske af.

Neptun associeres med Fisken, det sidste af de 12 huse, forbindelse mellem sjælen og den materielle verden, der hvor trangen til at transcendere alle grænser og blive et med det større består. Forståelsen af, at vi alle er ét. Derfor er den også forbundet med det grænseløse, opløsning, illusioner, eskapisme/afhængighed, bedrag, forvirring, selvopofrelse, skyld, angst, det ubevidste, og samtidig med det spirituelle (som i forbindelsen til Gud/Universet),  magi og mirakler, inspiration, fantasi og den ubetingede kærlighed.

Da det er de sidste af de 12 tegn, er det som jeg ser det kun muligt, at se klart igennem det hele, og få det bedste ud af Neptun energien,  hvis vi har lært og integreret det som de øvrige 12 tegn repræsenterer, enten i andre liv eller det her. Har vi forstået Tyrens fortælling og selvværd og værdier, Jomfruens om at skelne, Skorpionens om tillid, at være her med alt det mørke og knap så pæne, Skyttens om sandhed, Stenbukkens om ansvar for det der er vores osv.? Neptun er vores krone chakra, og det kan kun åbne på den højeste, sandeste, måde, hvis de øvrige chakraer (særligt de lave) er i balance. Det er ikke nemt, måske vi aldrig mestrer det, fordi nye lag hele tiden dukker op, og derfor er der heller ikke nogle smutveje til et højt Neptun udtryk. Vi må gå vejen og mærke ubalancerne og skyggerne på vejen i al ydmyghed.

 En af de skygger omkring Neptun, jeg mærker stærkt er vores kollektive fortælling. Vi har det med at se delene, men glemme helheden.  

Vi har bl.a. en kollektiv fortælling, om at vi skal være næsten helgen agtige for at modtage kærlighed. Tidligere var det kirken/patriarkatet (som mændene i høj grad også var underlagt), der fortalte en historie om, at kun helgen agtig adfærd (som de havde defineret), var god nok til modtage Guds kærlighed. En fortælling der kunne bruges til at holde folk nede, få dem til at skamme sig over at og føle skuld over, at være menneskelige, pålægge dem ansvar (der ikke var deres) forhindre de gjorde oprør, eller mærkede efter egne behov, og som indeholdt en historie, om at vi skulle være taknemlige blot for at få lov at være her. En fortælling der udsprang af magt, kontrol og undertrykkelse, men blev pakket ind i troen på det større og kærlighed, og derfor var virkelig svært gennemskuelig.

En fortælling, som vi langsomt integrerede og begyndte at fortælle os selv og hinanden. Ubevidst til at holde hinanden nede med. At vi pålagde hinanden skyld, skam, ansvar og forsøgte at gøre os bedre end andre ved hele tiden at vise, at vi var de store, ved at ofre os, frelse andre (der ikke ville frelses) og en masse andet. En fortælling der tilsyneladende mest har sat sig i det feminine i os (Neptun er et højere udtryk af Venus), og som (jeg oplever det) viser sig i mænd og kvinder på forskellige måder. I kollektive fortællinger om, at vi skal være enormt taknemmelige overfor dem, som vi i en eller andet kontekst anser for autoriteter (samfund, forældre, arbejdsgivere osv.), uden at det er sat ind i en større kontekst, dels ved en kæmpe skyld over ikke at kunne give nok, ikke at være nok, have nok succes, producere nok eller ikke tage nok ansvar.

Taknemligheds og skyldtyranniet, kunne man kalde det. Pga. skyld bruger vi helt vildt meget tid på ikke bare at føle empatisk med andre, men at bære deres problemer og frelse dem, hvilket igen skaber ofre. Og misforstå mig ikke, taknemlighed er fantastisk og afgørende for at kunne træde ind i en større vibration af kærlighed, og jeg er selv på en livslang opgave i at forstå mere omkring taknemlighed.

Min oplevelse er, at for taknemligheden kan strømme igennem os på den fineste måde, skal den komme indefra og ud. Fordi vi har fyldt os selv op, og nu får noget ekstra oveni. Ligesom tilgivelsen, ofte først kræver en sorgproces. Ingen af dem kan ikke læres udefra og ind eller komme på plads med et snuptag. Det er processer. Ofte cykliske. Og for mig at se, har rigtig mange af os, hoppet det trin på stigen over. Og så bliver taknemligheden, den ubetinget kærlighed, tilgivelsen m.v. kun rettet udad mod andre og ikke indad mod os selv. Så bliver det til, at vi vil frelse andre (fordi det dulmer vores skyld), eller frelses af andre (fordi vi ikke har lært at tage ansvaret selv).

Derfor er det også så svært at se spiritualiteten isoleret fra resten af det vi er. Fordi Neptuns udtryk så tydeligt, vil bære præg af det grums, vi har i vores eget filter. Ingen af os får nok nogen sinde et helt rent filter, det har aldrig være formålet. Vi skal ikke være helgener, vi er mennesker. Men formålet er, at blive bevidst om, hvad der ligger i vores eget filter og tage ansvar for det. Du skal ikke være taknemlig for en hændelse, eller synes noget andre gør er generøst, fint, storsindet osv., eller hvis du slet ikke mærker, at det er tilfældet (endnu) . Det er ikke andre, der skal fortælle dig, du skal slippe dit ego, den bevægelse skal komme indefra og ud, ikke udefra og ind.

Det er en løgn, at de fleste af os sidder for meget fast i vores ego. Vi klamrer os til det (hvilket så godt kan få et uhensigtsmæssigt udtryk en gang imellem), fordi vi hele tiden bliver bedt om at slippe det af andre og måske også af os selv. Mange af os har i bund og grund ikke fået lov til at have det, fordi det passede andre omkring os bedre, at vi slap det, fordi så kunne deres fylde mere.  

Og Universet, mærker jeg, er så ivrige efter, at vi forstår det i denne her cyklus. Det hepper sådan på, at vi for alvor vågner og får rystet mange tusind års frygt og læringer af os. Ikke mindst i år. Derfor fik vi også lige en tur med Fisken i den sydlige måneknude fra 2015 til foråret 2017. Derfor har Chiron stået i Fisken de sidste 7 år, og tager det sidste lille dyk i tegnet nu, og derfor står

Mars i Fisken indtil årsskiftet. Jeg fornemmer, at Universet nu for alvor forsøger at understrege en læring. Vores gamle forståelse af begreber som spiritualitet, taknemlighed, ubetinget kærlighed, tilgivelse, sorg/tab, og hvad der er realitet og illusion, er i gang med et større skift.

Der er så meget mere der skal siges om netop det her. Og derfor holder jeg en Facebook Live om Neptun direkte, og det gør jeg onsdag aften kl. 19.00 i en facebook live her på siden. Håber at se jer.