NYMÅNE I TYREN - NOGLE GANGE ER DET SIMPLE, DET DER VIRKER BEDST

Jupiter i Skytten er for at kickstarte nye begyndelser her i 2019, hvor vi kan stå med større optimisme, glæde, frihed, autencitet og integritet i os selv, og vi helt grundlæggende i de her år er er ved at bygge et helt nyt fundament for os selv/for verden (og ja nedrivning er også en del af byggeprocessen, som vi erfarede i 2018!). Derfor startede vi det astrologiske år 2019 med en nymåne i Vædderen, der guidede os til at forstå, at vi er her af en årsag, med et helt særligt, unikt formål, bare ved at være os med den historie, de følelser, den krøllede hjerne og skønne krop vi har. Og at vi – ligesom alle andre – gerne må få vores behov opfyldt. At livet ikke er en konkurrence mod andre om ressourcer, kærlighed eller opmærksomhed, men at der er nok til alle, og at det kræver, vi siger vores behov højt, for at få dem opfyldt.

 Og det jeg holder ekstra meget af, ved denne her Skytte energi, det er, at den forsøger at få os tilbage til Jorden. At minde os om, at rumrejser, sorte huller, spirituelle rejser til andre dimensioner er super fint og spændende, men at Source/Universet/højere magter besluttede, at vi skulle inkarnerer som mennesker i en fysisk krop på denne Jord af en årsag. Fordi enlightenment/øget bevidsthed ikke primært kan nås ved at kommunikerer med andre dimensioner, fjerne galakser eller nye tankegange.

Vores opgave er at være mennesker her på jorden, og at ære det menneskelige, fysiske aspekt af den rejse. Med al dens bøvl og smerte og skønhed og nydelse. Forstå hvad det er for en magisk power vores kroppe besidder, når vi skaber liv, kan heale hinanden, kan sanse dufte, smage, se og røre, og alt det andet helt fantastiske vi kan med vores kroppe. Og ære vores fysiske behov.

Og vores kroppe har behov. Fysiske behov, som mad, at blive rørt ved, sex, søvn, at bevæge sig og helt sikkert en masse andet også.

Vi kan måske meditere os ud af nogle fysiske behov, men det har aldrig været tanken. Vores spirituelle rejse går gennem kroppen, ikke udenom den. Så spiritual bypasser vi. Vi er nødt til at ære vores nervesystem, vores fysiske behov, vores kropslige reaktioner, og vores fysiske grænser i vores bevidsthedsproces. Alt andet er nærmest overgrebsagtigt.

Nymånen i Tyren, kommer på den måde med næste byggeklods. Hvis vi ønsker at gå med de nye begyndelser, så lyt til den krop! Hvis vi skal turde gøre noget nyt, gå mod noget nyt, er der en præmis der skal være på plads. Vi skal føle os groundet og trygge, særligt fysisk.

Mange af os har helt naturligt sørget for det, ved at skaffe os en ydre tryghed i form af fast indtægt, opsparing, materielle goder osv. Men hemmeligheden er, at vi aldrig kan få nok ydre tryghed, medmindre vi har opbygget en indre tryghed. Der vil aldrig være følelsen af, at der er nok penge, kærlighed, mad, succes, hvis vi ikke føler os helt trygge i tanken om, at der er nok til os, og har tillid til, at vi bliver sørget for os helt inde i kernen.

Og ja vi kan mediterer nok så meget på vores rodchakra, på hvordan tryghed og tillid føles, hvis vi ved, vi altid er støttet (jeg taler af laaaang erfaring), men følelsen af at din krop er tryg, kræver helt banalt, at dit nervesystem er trygt. Og for de fleste af os kræver det, at du har fået mad (tung protein rig kost er god), at du har tag over hovedet, og du er i fysisk sikkerhed. Heldigvis er de fleste af os det. Uheldigvis har mange os, uanset, stadig utryghed i vores krop og følelser, pga. gamle traumer og vores socialisering. Og utrygheden viser sig ved, at vi ikke tror der er nok til os, er bange for at give slip, er bange for forandring, konflikt, at sætte grænser og meget andet godt.

Så du har derfor én opgave med denne her nymåne. Og det er at få skabt grundlæggende tryghed i din krop. Selvfølgelig kan vi ikke være trygge hele tiden, slet ikke hvis der sker noget utrygt, uventet og pludseligt,  så derfor handler det om, at vi ved, hvordan vi kan berolige os selv og gøre vores kroppe trygge og groundede, så vores nervesystem og hjerne ikke snurrer hele tiden. Er det en gåtur i naturen der skal til, åndedrætsøvelser (selv militæret bruger åndedræt som strategisk værktøj for at holde fokus og berolige kroppen – prøv at google box-breathing eller lad udånding være længere end indånding), yin yoga, at spise mere protein/tungere mad, at få et langt kram, sove sammen med andre, eller noget helt andet. Også selvom du synes du ”burde” kunne klare dig, uden det der gør dig tryg. Hvis det er usundt og en afhængighed, er det selvfølgelig noget andet, men selv her er du nødt til at tale pænt til dig selv, og have tålmodighed med dig selv og måske trappe ned i små skridt, så du ikke retraumatiserer dit nervesystem. Afhængigheden er der trods alt af en årsag, og har været der for at beskytte dig, for at dække et udækket behov. Det er få mennesker der kan håndtere en ”kold tyrker” (mærkeligste udtryk ever!!), medmindre ens krop er klar til det.

Og hvis du allerede har styr på den opgave, så kan du bevæge dig skridtet videre. Hvordan bliver jeg tryg i relation til andre? Måske er det vigtigste indledende spørgsmål om du er tryg ved dig selv? Har du tillid til dig selv, tillid til at du kan sætte grænser, gøre dig selv tryg (og nej det gør du ikke ved selvkritik, at tvivle eller skamme dig selv), tillid til at du kan træffe de rigtige valg, og tillid til dine følelser.

Næste step er så at se på, om de relationer du har er nogle du er tryg i. Har du tillid til den anden person, og hvis ikke, så er det måske tid til at skabe den tillid eller slippe den relation. Tillid handler for mig om, at jeg ved, at den anden person gør sit bedste for også at varetage mine interesser. Og ikke det de tror er min interesse, eller at de går ud fra, at jeg har samme interesse som dem. Men at de er nok tunet ind på mig, til reelt at vide, hvad min interesse er. At jeg ved de er der for mig, og de har min ryg. Så tilliden handler for mig også om integritet, at være loyal, pålidelig og tale sandt. Jeg tror, det er Brené Brown, der taler om, at tillid er ligesom marmorkugler i en krukke. Man putter henover tid kugler i, og en gang imellem kan der ryge et par kugler ud, men grundlæggende skal krukken være minimum halv fuld, for at tilliden er der. Og tilliden gør, at vi kan sige og gøre de svære ting, dem som måske vil skabe uenighed og konflikt, der hvor vi er nødt til at være sårbare og modige, fordi vi ved, at vi begge ultimativt stadig har relationens bedste, og vores bedste for øje, fordi vi har tillid til dem.

Så ligeså meget som denne nymåne kan handle om at begynde at sige sin sandhed højt, sætte grænser og gøre det trygt at være dig, ved måske at udforske området på kanten af din comfort zone, kan den også være begyndelsen til at begynde at lytte mere. Stille flere spørgsmål, være mere nysgerrig, på dig selv, på hinanden, for at øge tilliden imellem os.

Nogle gange er de aller mest komplicerede valg, følelser og relationer i vores liv, fordi vi ikke er trygge og groundede. Hovedet, følelserne og nervesystemet kører rundt med os. Ultimativt fordi vi ikke er trygge ved, at vi træffer den rette beslutning. Som om vores indre forældre, ser ned på vores indre barn og siger, ”det er du slet ikke gammel nok til at vide bedst om, det skal du lade de voksne om”. Men hvis vi ikke ved bedst, hvad angår os selv, hvem gør så? Andres meninger kan være fine input, men poweren ligger hos dig. Så gør dig selv den tjeneste at gøre det mere enkelt, og elsk dig selv højere, bliv tryg ved dig selv, bliv tryg ved dine følelser, din intuition og bliv tryg ved den power som det giver dig. For når du heler dig, heler du os alle sammen <3

Foto af Hanna Postova