PLUTO RETROGRAD I STENBUKKEN

Som om der ikke er sket nok i denne her uge, så går Pluto retrograd i morgen og er retrograd indtil 1. oktober.

Pluto er en af de kollektive planeter, dvs. at den bevæger sig meget langsomt. Den har stået i Stenbukken siden 2008, og er nået til den 21./22. grad – og går tilbage til den 18. grad. Dvs. der hvor den stod omkring 1. januar.

Medmindre man har stærk Pluto indflydelse i sit horoskop, eller er Skorpion, tegnet der er knyttet til Pluto mærker man det sjældent tydeligt. Men i år er anderledes. For Saturn er gået ind i Stenbukken, Mars står i Stenbukken, Black Moon Lilith står her og ikke mindst så har vi Jupiter i Skorpionen i år, så jeg tror det er meget få der ikke kommer til at mærke denne her retrograd.

Jeg der har Stenbukken mellem 18. og 21. grad eller en væsentlig planet eller et hus der starter her, kommer nok til at mærke det særlig meget. Min oplevelse af, at have Pluto oven på min sol, er (udover en vild personlig forandring) – kan jeg se nu - at jeg for nogle mennesker tæt på mig er kommet til at personificere Pluto. Altså den der ubehagelige person, der kommer og minder dig om dine skyggesider, der hvor noget ikke hænger sammen, der hvor du vist fortæller dig selv historier, den der provokerer frygten. Da det gik op for mig, forsøgte jeg selvfølgelig at skrue ned for den energi og intensiteten. Men energien er stærk, så ved ikke om man kan det.

Pluto retrograd er her for at vi kan gå tilbage henover vores skyggesider, da det som regel altid er dem der holder os fra forandringen. Med Pluto i Stenbukken er skyggesiderne i høj grad frygt. Frygten for ikke at slå til, frygten for succes, frygten for at miste trygheden, frygten for at miste kontrollen/magten osv. Så den frygt er vi nødt til at stirre direkte i øjnene. Ofte er frygt ikke den første trigger. Det er modstand. Det er der, hvor vi har travlt med at gøre andre forkerte, bliver vrede, afviser, gemmer os, eller måske bliver helt handlingslammet. For når frygten sætter ind går vores forsvarsmekanismer i gang. Fight, flight or freeze. De gamle programmeringer der sidder i vores hjerne, fordi de har beskyttet os dengang vi havde behov for den beskyttelse.

Det har mange af os ikke længere, fordi vores bevidsthed er hævet sig, og nu begrænser de os mere. Med Pluto retrograd har du derfor mulighed for at dykke om bag ved forsvarsmekanismerne og finde frem til frygten og se den lige i øjnene. Vi har brug for at give slip i det panser der er stivnet så meget, at det forhindre os i at forandre os og måske få en closure på og sige tak og farvel til den del af vores fortid de forsvarsmekanismer er bundet op på. Udover frygt er det også autoriteter, og vores grundlæggende overbevisninger om ansvarlighed, der bliver påvirket. 

Som jeg skrev i et tidligere indlæg, så er der to muligheder pt. Enten at du har været lidt stuck det sidste halve år, følt dig tung men alligevel ikke kunne bevæge dig rigtig fremad, da der har været frygt på forandring og måske også frygt på for alvor at se indad og erkende egne skygger, da det nok ikke kun er de andre du har omgivet dig med, der har været idioter. I så fald er Pluto retrograd (sammen med Jupiter retrograd) helt perfekt til at få se lidt indad og få muligheden for netop at komme i kontakt med ens mørke sider og forhold omkring magt og kontrol.

Så er tiden nu tid til at rette pilen mod én selv. Og hvis man er i tvivl om, hvor skyggesiderne ligger, kan det være en udemærket start lige at tjekke de 7 dødssynder... hvad eller hvem begærer vi af mere overfladiske årsager (magt, status, penge, anerkendelse, andres ægtefæller). Hvorfor er det egentlig vi arbejder så hårdt? Hvorfor er det egentlig, at vi så gerne vil have et bestemt resultat (bestemt job, bestemt kæreste, bestemt liv). Hvorfor bliver vi jaloux, hemmelighedsfulde, kontrolfreaks der vil have magten over en situation eller et menneske, eller hvorfor vil vi kun have tingene på vores måde. Hvorfor kan vi blive helt besatte af træning, mad eller en bestemt person og hvad er det vi frygter mest og hvorfor?

Pluto retrograd er et fantastisk tidspunkt at overveje alt dette. Og måske en gang for alle slutte fred med de sider i en selv, for astrologien lægger ikke til grund, at vi alle er perfekte. Alternativt måske gøre op med blot et par af dem, få et nyt syn på tidligere dårlige oplevelser og smide det gamle ham for at blive genfødt på ny. Ikke tilfældigt er slangen også forbundet med Skorpionen og Pluto.

Hvis man har Pluto retrograd i sit fødselshoroskop, er der helt kort fortalt noget omkring de skyggesider man virkelig skal have lov at se på i det her liv, med henblik på at bringe ens mørkeste, dybeste frygt op til overfladen, indtil man har lært at hvile i sin indre styrke og intensitet og udtrykke den sikkert. Med Pluto i Jomfruen, kan det være frygten for at være kedelig eller frygten for ikke at være perfekt, med Pluto i Vægten, frygten for konflikt eller for ikke at være fair, og med Pluto i Skorpionen frygten for at miste magten/kontrollen. Derfor kan netop de situationer trigge os helt vildt og give os følelsen af kamp på liv/død, når vi står i dem.

Den anden mulighed er – tadaaa- genfødsel. Hvis du i den grad allerede har kigget frygten dybt i øjnene, gravet dybt i skuffen vedrørende selvudvikling, har sluppet, mediteret, smidt ud af dit fysiske rod derhjemme, forandret i stor stil og faktisk måske næsten er blevet lidt besat af udvikling og transformation, så er det tid til stå af toget. For nu. Og nyde frugten af det arbejde du har gjort. Hvis du allerede har mærket forandringen udadtil, så mærker du den måske indadtil nu. At frygten slipper, at du bliver lettere og gladere. At der måske sker fysiske forandringer i din krop (særligt leveren handler om vrede og nyrene om frygt/angst) og at gamle spændinger og smerter og sygdomme måske fortager sig. Fordi de netop var forårsaget af en ophobning af frygt.

Bugspytkirtlen der producerer stoffer til både tarme og insulin, og stofskiftet er forbundet med Pluto. Og knæene, ledene og vores skelet med Stenbukken. Derudover er Skorpionen forbundet med vores kønsorganer, reproduktive organer og endetarmen.

Uanset hvordan du bliver påvirket, så heler du dig selv gennem handling og indre styrke, ved at holde fast i dig selv og opnå en indre autoritet, dvs. at du ved bedst hvad der er bedst for dig, hvad der er sandt for dig, hvordan du bedst heler din krop fysisk osv. Også selvom de ydre autoriteter (forældre, partnere, venner, rådgivere, samfundet) måtte sige noget andet. Og huske at gamle overbevisninger omkring ansvarlighed og modenhed måske også trænger til en revision.

Foto af Samuel Zeller, Unsplash