SOLEN I SKYTTEN

Vi har haft meget at lære omkring at turde gå ind i mørket, turde være ærlige omkring vores følelser, også de svære, om tillid, om følelsesmæssig og fysisk intimitet med os selv og andre og at slippe det der ikke tjener os længere, acceptere foranderligheden og at intet er konstant i vores liv, det sidste år med Jupiter i Skorpionen og den sidste måned med Solen i Skorpionen. Skorpion energien aftager langsomt (Venus skal stadig en tur igennem tegnet), og Skyttens energi tager så over. Efter at have været en tur nede i underverdenen, er vi nu klar til genfødslen, med en forståelse af at der var en mening med det hele, for at indgyde os med optimisme, håb, og nye visioner og planer. At vise os, hvordan vi kan lære af det der er sket, og måske forbinde os til noget større, genfinde vores tro, og tilliden til at universet arbejder for os. Efter sammentrækningen kommer ekspansionen.

Mens Solen har stået i Skorpionen, har energien været indadvendt, hele tiden søgt dybere, afsløret flere lag og været fuld af følelser. Med Solen i Skytten bliver energien en helt anden. Skytten er et ildtegn, så allerede af den grund er der meget mere udadvendt, livlig energi. Skytten er symboliseret ved en kentaur – halv menneske, halv hest. Hvilket egentlig beskriver tegnet meget fint. For Skytten kan godt lide det impulsive, uforpligtende sjov, elsker frihed og går efter sin lyst (den dyriske, del af tegnet) og følger sin intuition, men samtidig, må der gerne være en mening med det, noget at lære af det, noget man kan filosofere lidt over og måske se det store billede i (den humane energi af tegnet).

Og da vi stadig er i det her måne år og i en energi af balancere dualiteter (Venus står stadig i Vægten), så er det vigtigt at fokusere på dualiteten i tegnet. At netop Skytten forbinder vores rejse fra at udvikle vores ego/personlighed, til at udvikle vores spiritualitet/opløse ego. At Skyttens dyriske del forbinder os til de lave chakraer (særligt sacral chakraet, der handler om lyst, følelser og nydelse) og den højere/menneskelige del til de høje chakraer (særligt det tredje øje, der handler om intuition og tro). Derfor forbinder Skytten sig også til hofterne, det sted hvor overkroppen forbinder sig til underkrop/ben. Stedet i vores krop der gemmer på alle vores følelser, og den muskel der holder det hele sammen – psoas (der faktisk består af flere muskler), ikke uden grund kaldes sjælens muskel og den der gemmer på alle vores undertrykte følelser/gamle traumer, og dermed sandheden om dem vi er.

En lille påmindelse om, at Skyttens energi anvendes aller bedst, hvis de to dele er kombineret. At vi kun ser helt klart, bliver den bedste lærer, og får det bedste perspektiv på hvad der har været meningen med det hele, hvis vi har været en tur i underverdenen, og kigget på alt det med lyst følelser og nydelse, og fået sorteret mellem det vi ikke kan bruge og det vi kan. Omfavnet skyggerne, erkendt sandheden men ikke har mistet hverken troen eller håbet.

Hvis den tur nede i skyggerne har været halvhjertet eller helt er undgået, så er det vi ser Skyttens lidt mindre heldige udtryk. At den dømmer. Den dømmer sig selv og den dømmer andre. Den prædiker, kan være bedrevidende, nedladende og selvretfærdig, og tror der kun findes én sandhed og det er dens egen, og den kan godt blive leveret ret taktløst uden empati for andre. 

Den kan ikke skelne mellem intuition, egolyst eller egofrygt og de 3 ting bliver blandet godt og grundigt sammen, så den ikke bliver så klartseende som den selv tror og kan blive impulsiv på en uhensigtsmæssig måde.

Den bliver overoptimistisk, og har svært ved at begrænse sig, fordi den ikke er blevet helt skarp på, hvad der egentlig er vigtigt for den, og måske kan den ikke engang mærke sine egne grænser og bliver selv grænseløs.

Heldigvis har de fleste af os – er mit gæt - en hel anden ydmyghed overfor livet, efter det her år. Og dermed kan vi anvende Skyttens fantastiske kvaliteter bedst muligt. 

Den kan puste ny entusiasme i livet, der hvor vi har mistet motivationen. Give os håbet og troen på, at det hele nok skal gå og pludselig kunne se potentialet. Give os perspektivet til at kunne se meningen med det hele, og hvad vi kan lære af det. Og åbne os for nye horisonter både i form af rejser, filosofi, nye uddannelser eller en ny sandhed om hvem vi er, og hvorfor vi er her.

Med Solen i Skytten er det tid til at se fremad og komme i kontakt med vores visioner for fremtiden. Vores håb og drømme, positivitet og entusiasme. Se meningerne og læringen med det hele, og måske ikke tage det hele så seriøst Huske at det er vigtigt at navigerer efter vores egen sandhed og samtidig respektere, at det ikke nødvendigvis er andres sandhed. Og så at hæve blikket, og se at hele verden er vores legeplads. At vi ikke begrænset, udover de begrænsninger vi sætter i vores sind. Hvem ville du være, og hvor i verden ville du være, hvis du skulle starte helt forfra?

Denne her tid (og hele det næste år) kan på mange måder godt føre os tilbage til tiden fra 2015-2017, og binde knude på de ting, hvor der stadig var løse ender.

Og ikke mindst står Merkur retrograd i Skytten, så indtil næste nymåne (i Skytten), er tiden stadig bedst brugt på at finde ud af, hvad omkring Skytten, vi skal slippe, og hvad vi skal tage større ansvar for, for at gøre os klar til alt det 2019 har at byde på.

Det første aspekt Solen står i er oppositionen til Månen. Universet skorter ikke på vink med vognstænger for tiden. Hele året har handlet om vores følelser, intuition, omsorg, mor relationen og alt det andet forbundet til månen. Så selvfølgelig skal året sidste måned også have fokus på det. Nu er det så tid til at så på, hvordan vores ego enten står i vejen for at åbne for vores følelser eller forbinde os til andre, eller omvendt hvor vores følelser lægger bånd på vores lyst, individualitet og grænser, og ender med at skygge for vores sol. Det vi ønsker er balance, mellem sol og måne,mellem yin og yang, mellem os og andre.

Ultimativt er Skytten her for at lære os at sætte os selv og andre fri. At sætte kærligheden fri. At det er mennesket og ikke relationen vi skal elske. At dem vi elsker uanset om det er familie, venner, partnere eller os selv, er vi nødt til at sætte fri, så de kan få lov at udvikle sig ekspandere og søge deres sandhed, og at vi ikke kan holde dem (eller os selv) fanget af frygt for, at miste relationen. Vi mister først relationen, når vi forsøger at binde folk til os. <3