URANUS I TYREN

Det er jo ikke fordi vi ikke allerede har mærket det rumle. Vulkaner på Hawaii der går i udbrud, jordskælv i Californien, for ikke at nævne alt det der sker for os på det personlige plan. I vores krop ikke mindst, for Tyren er forbundet til kroppen.

I morgen 4 timer efter nymånen i Tyren, bevæger Uranus sig ind i Tyren. Det er et massivt energi skifte, som vi alle kommer til at mærke. I november i år, går Uranus tilbage i Vædderen, så det er nok først fra 7. marts næste år, at vi for alvor mærker, dens indflydelse og helt slipper det Vædderen har lært os her.

Uranus vil vække os. Den er her for at få os til at vågne bevidsthedsmæssigt til vores indre sandhed. Den sandhed der bor i vores hjerte, når alle lag af ego er skrællet af. Men den er ikke videre kontrolleret, så det kan sagtens ske både ved hjælp af kaos, og oprør for oprørets skyld. Ofte handler det om at få os ud af vores vante rytmer og rutiner, for at få rystet posen, og se om de egentlig blot blev noget der stod i vejen for, at vi ikke levede det liv, vi har potentiale til at leve.

Uranus er forbundet til Vandbæreren, og meget til begrebet ”frihed, lighed og broderskab” og til alt hvad der handler om fremtiden/opfindelser – det her med at ingen er over andre, og der er plads til alle men også et meget visionært samfund. I min optik, har Danmark som nation meget Vandbærer energi i sit horoskop allerede, så vi bliver måske mindre ”ramt” af denne her vækkelse på nogle punkter, men samtidig kan vi dog godt have lidt skyklapper på i forhold til det her med tradition og comfort zoner.  

For Tyren den handler om tryghed og vores comfort zone. Fordi den ydre comfort zone ofte blot bliver en ”sutteklud”, som erstatning for at have fundet og opnået en indre tryghed, som egentlig er den, Tyren er her for at finde. Men ofte har vi ikke lært at finde en indre tryghed, så vi er groundet uanset, hvad der sker omkring os, og så finder vi trygheden og sikkerheden i ting, i status/penge, eller i andre mennesker. Så inden I tænker, at alt nu bliver taget fra os, så handler det slet ikke om det. Det handler om at blive vækket til det der ikke er bæredygtigt, både i praktisk og overført betydning, da vi er nødt til at slippe det for at kunne bevæge os videre.

Samtidig bliver denne her kombination af det nye/opfindelser (Uranus), noget der skal balanceres med det faste/konkrete/praktiske/traditioner (Tyren)

Tyren er jorden, vores værdier, økonomi, penge, nydelse, langsommelighed, håndværk og kunsthåndværk, singer/songwriter/folkemusik, vores krop, vores hals, mad, materialisme/penge/valuta, ejerskab. Vi bliver vækket til al det og mere selvværd, mere nydelse.

Fremtidsforskere, herunder Mette Sillesen, har længe talt om high tech til high touch dvs. at vi med teknologien ønsker mere fysisk kontakt. Det tror jeg vil vise sig tydeligt nu. At vi har behov for berøring og at få aktiveret vores sanser, hvilket ny teknologi vil imødekomme.

Robotteknologi der erstatter menneske kroppe både i produktion, men også som vi allerede nu har set med sexrobotter – men også en diskussion om begrænsning af ny teknologi (Tyren står for det faste og traditioner)

Vulkanudbrud og jordskælv og jordskred, og i det hele taget Moder Jord der rører på sig.

At bruge ny teknologi til at blive selvforsynende og have fokus på bæredygtighed. Byhaver og insekter som mad erstatning bliver nok kun større, ligesom dyrkning i eget hjem og kortere fra jord til bord nok også bliver en værdi. En vækkelse omkring landbrug, fødevarer i forhold til mængde eller kvalitet og i det hele taget ny fødevarer teknologi.

Nye erkendelser af sammenhængen mellem vores hoved/tanker og vores krop ift. sygdomme, og mulighed for helbredelse herigennem – særligt i forhold til stress og kræft diagnoser. Og muligheden for at hele den opdeling mange af os har mellem kroppen og sindet. Kost og mad og dets helbredende egenskaber kan komme i fokus, ligesom vi nok kun lærer mere om tarmene og mavens betydning for vores psykiske helbred.

Gør det selv kan blive det nye sort – og hobbyer der drejer sig om kunsthåndværk bliver endnu større.

Vi bliver vækket til at forstå, det ikke kun er målet men også processen der er fuld af værdi, transport bliver derfor måske langsommere og med fokus på processen, frem for hvor hurtigt vi kan komme fra A til B.

Vi tænker nye tanker om, hvad der bringer os glæde, og hvad der ikke gør. Feng shui er en af de mest ”praktiske/håndgribelige” af de spirituelle retninger, og den kunne sagtens vinde indpas i stor stil de næste år.

Venus er også forbundet til Tyren, så det feminine kommer i spil på en helt ny måde. Vi bliver vækket til værdien af det feminine, til nydelse, til sensualiteten, og til at forstå, at alle vores sanser skal stimuleres, og til måske at give vores kroppe større værdi, frem for de blot bliver anset som et værktøj eller middel, og et vi endda ofte taler virkelig dårligt om og stiller meget store krav til. Måske taler vi om en frisættelse af kroppen, nudisme der bliver moderne, eller lignende.

Mange taler om en mulig finanskrise, da vores fokus på det materielle nok er gået for vidt. Jeg er ikke meget for at forudsige frygt scenarier, men jeg er ret sikker på, at vi vil se en påvirkning af vores økonomi. Måske at kontanter forsvinder endnu mere, at nogle vil tale om globale valutaer, eller at vi begynder at gentænke penges værdi, så en bytte kultur baseret på tillid i større og større grad vil måske vinde indpas?

Sidste gang vi havde Uranus i Tyren var fra 1935 til 1942, hvor vi oplevede økonomisk nedtur, en verdenskrig (rationeringsmærker og inflation) og mange diktatorer – det tror jeg ikke vi står overfor denne gang, fordi vi netop bliver mere bevidste, men det er klart, at der hvor harmonien er facade, undertrykkende, en comfort zone, eller ikke er bæredygtig, skal der nok en konflikt til, for at skabe ny harmoni. Uanset om det er i privatlivet eller på globalt plan.