VENUS I SKYTTEN OG OGSÅ LIDT OM URANUS DIREKTE

WOAW – det har været en virkelig lang tur for Venus og det feminine nede i Skorpionen og en retrograd. Alle skyggerne på det feminine i alle afskygninger - hvert fald hos mig - er kommet væltende. Og ikke mindst temaerne omkring at give og modtage omsorg, og den skyld og skam og det tabu der kan være forbundet til ikke at kunne give (mere) omsorg, eller ikke at ønske/have behov for at modtage omsorg i den form den bliver givet.

Det har krævet så meget styrke af os, at blive stående sammen som kvinder. At acceptere at vi er blevet trigget af hinanden, men ikke gøre andre kvinder forkerte i det, de nu en gang trigger os i, men se det som uhelede dele af os selv. Er du tosset det har været svært. For trigget har jeg været, og det har I måske også. Og så er det rigtig nemt at tage dømmepinden i hånden. Jeg er ikke glad for at indrømme det, men også her hos mig. Det sted modner langsomt i mig, men der er stadig en vej at gå.

Og vores relationer er i den grad blevet udfordret. Som om Venus retrograden bare blev ved og ved, mens Venus stod i Skorpionen. Og hele tiden blev vi kaldet til at sige fra, sige nej, sætte grænser, ikke være bange for konflikten, være bange for at give slip, ikke være bange for at være ærlige og tale om det svære. Eller måske i andre situationer, at ønske harmoni. Ikke at gå efter konflikten, ikke at ville grave dybere, eller ”psykologisere” andre.

Men nu er det slut. Venus bevæger sig i dag (på min fødselsdag – huraaa) ind i Skytten. Venus er genfødt. Så tæt på en solformørkelse i Stenbukken, med et stærkt Venus tema – personligt synes jeg den synkronicitet er til at få gåsehud af. Det er så meget en ny start for Venus, for det højeste feminine/ yin i os alle.

Det er nu vi rejser os mine damer og herrer. Med et nyt værdisæt, med en ny værdighed, med et nyt selvværd, med en ny evne til at tiltrække, med en ny power, med et nyt blik på skønhed, med en ny frihed til at være autentiske og indgå sandt og ægte i relationer og i verden. Hvor vi ikke er bange for konflikter, eller hvad andre synes om os, eller for de dybe følelser. Vi er klar til at stå frem som dem vi er, og vi vil ikke nøjes længere, eller gemme sider af os selv væk. Vi har nu styrken og modet til at møde op som dem vi er, og starte noget uden at vide, hvor det slutter. Vi er nødt til at gå med det der føles meningsfyldt. Med det der fylder os med frihed. Og Mars i Vædderen giver os modet til at overveje det, som vi ellers har vurderet som ”umuligt”, for hele verden står åben. Vi kan ikke fejle, for der er ingen fejl. Kun læring. En ny indtægtskilde, en ny kærlighed eller måske bare en situation ude af vores comfortzone som er tillokkende. Og Mars i Vædderen får os til at blive ligeglade med hvad andre siger, for det der er vigtigt er, at det føles sandt og meningsfyldt for os 🔥

Den højeste oktav af Venus er Neptun. Den ubetingede kærlighed. Så kan vi begynde at føle den for os selv? For andre. Elske andre som dem de er. Altså både elske os selv ubetinget og dem ubetinget - ikke enten eller. Det betyder, at vi er nødt til at sætte sunde grænser for os selv. Ikke at gøre os afhængige af andre eller tvinge andre til at elske os tilbage, ikke at dømme. Men også sætte sunde grænser i forhold til andre, vide hvad der er ok og ikke ok for os, og være bevidste om, at nogle mennesker, kan vi kun elske ubetinget på afstand og uden at være i en tæt relation med dem, hvis de bliver ved med at overtræde vores grænser og gøre os kede af det.

Har vi været så langt nede i mørket, at vi nu er i stand til at tilgive? Os selv. Andre. Er det tid til at lægge fortiden bag os, skyggerne bag os, og møde hinanden på ny. Med nysgerrighed, med tålmodighed, med viden om, at ingen er perfekte, eller skal kunne rumme og forstå alt.

Kan vi sætte os selv fri. Kan vi sætte hinanden fri. Og elske os selv og hinanden højere, blive mere tiltrukket af hinanden, og forpligte os mere netop derfor.

Uranus er netop gået direkte, efter at have været i retrograd i først Tyren og så Vædderen siden august måned, så der var helt sikkert et behov for at blive vækket til vores egen værdi, grænser, uafhængighed men måske også vores frygt for konflikt eller forandring, vores besidderiskhed, vrede, egoisme - der hvor vi ikke havde separeret os fra nogen eller noget - en ekstra gang, for at se, hvor vi havde mere at lære. Og faktisk også at blive vækket til tanken om, at der er nok til os både af kærlighed og penge og vi gerne må være her, vi rent faktisk skal være her, præcis som vi er. ❤️

Nu er vi klar til at integrere. Klar til at gå hen over nogle af de samme temaer som Uranus berørte fra 20. april til 7. august (det hus hvor du har 28 grader Vædderen både talt fra dit soltegn og din ascendant). Uranus piller ikke mere ved dem de næste ca. 80 år. Så det er nu. Med større uafhængighed, større selvtillid, større indre power, men måske også med et helt nyt mindset der ikke handler om ”dig mod mig”, men os der fælles kæmper mod ”problemet”. Eller hellere for noget. For kærligheden. Den ægte af slagsen. Den ubetingede af slagsen. Den uden frygt ❤️

Eller måske er det mere overordnet at Uranus hjælper os. At elektronikken/det digitale kan skabe et bånd, der ellers ikke ville være der. Jeg så i går et indslag på TV om, hvordan Virtual Reality nu kan anvendes til, at folk får større sympati og empati for hinanden, på tværs af køn, hudfarve eller i forhold til f.eks. hjemløse. Hvor fantastisk er det lige!! At det vi plejer at sige fremmedgøre os fra hinanden, nu kan være med til at knytte tættere bånd.

Og Venus i Skytten er så klar. Hun er nysgerrig, lærevillig og klar til at komme ud og erobre verden med sin kærlighed. Hun er klar til at føle, at hun kan vokse gennem relationer til andre, ved at sige ja til noget større og bedre og tiltrække noget andet, end det vi plejer, eller det vi altid har troet, vi ønskede, og åbne os for nye muligheder. Gennem følelsen af eventyr og frihed. Ved at udveksle langsigtede mål og drømme, ved at rejse og gøre noget spontant. Med ærlighed og autencitet. At gå efter det Venus har lyst til, men også at kende sin egen begrænsning. Så det vi skal holde for øje, er Skyttens tendens til at love for meget, give for meget eller bruge for mange penge/for meget energi, og evnen til altid at se potentialet men glemme detaljerne. Men samtidig også angsten for at forpligte sig pga. angsten for at gå glip af noget. Så af samme grund er ærligheden så vigtig og ikke mindst grænserne. Hovedet kan nogle gang her godt være med på noget som kroppen og følelserne ikke er (endnu).

Det første aspekt Venus laver er til Mars i Vædderen. Den 18. januar. Venus og Mars støtter hinanden her i to ildtegn. Venus der nu er stærk nok til nye eventyr og Mars der er vågnet til en helt ny måde at være modig på.

Kan I mærke, hvor stort det er. For jer selv. For dem der kommer efter os. Det her er fundamentet for en helt ny fremtid, vi lige har skabt. Hvor det maskuline og det feminine står lige stærkt, arbejder sammen og støtter hinanden. Det er svært at få armene ned 🙌🏻💗

PS: jeg kan simpelthen ikke finde navnene på det her kendte “handholding couple” der har taget billedet, men hvis I kender navnet, så nævn det gerne, så jeg kan kreditere dem.